Dansk Finansservice
 

Analysemetoder

Tung forskning viser, at manglende disciplin til at følge en bestemt strategi udgør den væsentligste risiko for at tabe penge på aktieinvesteringer. Især private, men også professionelle investorer lægger strategier, som de ikke følger stringent. De, der konsistent er tro mod deres strategi, har gode muligheder for at bevare og opbygge værdier. Se evt. 'What Works on Wall Street' af James P. O'Shaughnessy (1997) og 'Stocks For The Long Run' af Jeremey J. Siegel (2014). Vores investeringsstrategi baserer sig på sund fornuft, fundamental aktieanalyse og teknisk aktieanalyse. Investeringsstrategien ligger fast - og har gjort det siden opstarten i 2003.
Klik her, og prøv 'DF Danske Aktier' gratis i tre måneder. Få porteføljeopdateringer og aktietips, der virker!

Teknisk aktieanalyse

Diverse fagudtryk og forkortelser er beskrevet her: Investor-ordbøger

Den tekniske analyse tager udgangspunkt i historisk kursudvikling og danner grundlag for at vurdere den forventede fremtidige kursudvikling. Ligeledes anvendes teknisk analyse til analyse af makroøkonomiske forhold som f.eks. renteniveau, ledighed, forbrugertillid og byggeindeks. Med udgangspunkt heri findes de optimale sektorer og selskaber at investere i. Viser vores analyser, at der er for stor risiko på aktiemarkedet, vægtes der op i defensive aktier.

Vi mener, at det vigtigste er at beskytte formuen. Derfor er vores tekniske analysemodel kodet, så den er ret følsom med hensyn til at få investoren ud af markedet ved kursfald. Metoden fører til, at investeringsrisikoen minimeres betragteligt, i forhold til hvis man køber og beholder aktierne.

Men det er også vigtigt at få guidet investor ind i markedet, når bunden med stor sandsynlighed er nået, og de forudgående fald formentlig er stoppet. Derfor er vores tekniske analysemodel kodet, så den er knap så følsom med hensyn til at få investoren ind i markedet på bunden.

En af styrkerne ved at bruge teknisk aktieanalyse er, at denne form for analyse ikke påvirkes af investors egen mentale tilstand, men er objektiv. Typisk leder investorers subjektive holdninger til mindre profitable handler. Læs om investoradfærd i Aktionæren, september 2012.

Vores tekniske analysemodel benytter bl.a. følgende parametre:
  • Glidende gennemsnit
  • Relativ styrke
  • Momentum
  • Grafisk analyse.
Analysemodellen benytter disse og andre parametre i en helt særlig kombination, der er baseret på tests af århundreders kursdata. Analysemodellen giver to typer af anbefalinger: Køb/akkumulér, eller sælg/reducér.

Se tekniske aktieanalyser af Danske Bank og Vestas.

Fundamental aktieanalyse

Diverse fagudtryk og forkortelser er beskrevet i Investor-ordbøgerne.

Vi investerer i selskaber, der står i den bedst mulige position til at fastholde eller forbedre indtjeningen i forhold til den pris, man betaler for selskabets aktier. Den fundamentale analyse er baseret på regnskabsanalyse og analyse af forventet udvikling i økonomiske nøgletal mv. Ved at udføre fundamental aktieanalyse er vi i stand til at finde selskabernes aktuelle sundhedstilstand og langsigtede vækstmuligheder. Resultatet af den fundamentale analyse er at vurdere, om prisfastsættelsen på de aktier, som overvejes købt eller solgt til porteføljen, er korrekt ud fra de opstillede kriterier. De vigtigste nøgletal, vi analyserer og vurderer selskaber ud fra, er følgende:
  • Price/earnings
  • Kurs/indre værdi
  • Overskudsgrad
  • Resultatgrad
  • Resultat pr. aktie.
Alle disse nøgletal analyseres og vurderes, hver gang der foreligger et kvartalsregnskab. Vi holder et meget skarpt øje med trenden i disse nøgletal set over de seneste op til 25 år.

Vores investeringsstrategi går ud på at identificere selskaber, der kan karakteriseres som værende i en fase af:
  • Værdi
  • Vækst
  • Vending.

Hvad forstås ved værdi, vækst og vending

Et selskab besidder eller kan opnå høj værdi som følge af bl.a. patenter, gode varemærker, en stærk konkurrenceevne eller en god forretningsmodel. To mere objektive kriterier for en høj værdi er stor indtjening pr. aktie i forhold til aktiekursen (dvs. lav PE, price/earnings) og stor egenkapital pr. aktie i forhold til aktiekursen (lav K/I - kurs/indre værdi).

Vækst kan være et selskabs nuværende og fremtidige evne til: at kunne øge omsætningen og samtidig fastholde, men gerne øge indtjeningen pr. aktie (EPS, earnings per share), at kunne øge indtjeningen pr. aktie ved samme omsætning, at kunne øge indtjeningen pr. omsat krone (EBIT, earnings before interest and tax, og RG, resultatgrad) og at opretholde en høj og gerne stigende forrentning af egenkapitalen (ROE, return on equity). Vækst koster og kan købes for dyrt. Derfor sammenholder vi aktiekurs og værdi med selskabets vækst. Vi ser helst, at væksten overgår kursstigning.

Vending betyder, at der er tegn på, at et selskabs tidligere eller nuværende stilstand eller tilbagegang i dets vækst eller værdi er vendt eller sandsynligvis vil kunne vendes til fremgang. Gode tegn på en mulig vending kan være et selskabs omstruktureringer, nedlukning eller frasalg af urentable forretningsområder, tilkøb af rentable aktiviteter eller introduktion af nye produkter. Andre gode tegn på potentiel fremgang kan være, at den sektor, et selskab opererer inden for, oplever fremgang. Vi ser gerne, at kursudviklingen på et selskabs aktier peger i samme retning som tendensen i dets underliggende drift.

Nogle selskaber vil kunne passe ind i mere end en kategori på samme tid og kan med tiden også skifte kategori.

Hvorfor investere i selskaber med ovenstående udvikling?

Det korte svar er, for at sikre og forøge værdien af porteføljen ud fra følgende rationalet:

1) Selskaber, der besidder stor værdi, er ofte mindre risikable at investere i end andre selskaber. Disse selskaber har som regel et godt kurspotentiale, fordi de ikke er overvurderede, og/eller fordi de har en overlegen konkurrencefordel i forhold til sammenlignelige selskaber. I denne kategori finder man både såkaldte valueselskaber og vækstselskaber.

2) Selskaber, der vokser på en lønsom facon, uden at deres aktier er steget tilsvarende i kurs, har et bedre kurspotentiale end selskaber, hvis aktier er steget hurtigere, end selskabets vækst kan forklare. Alt andet lige bør det være mere sikkert at investere i aktier, der ikke allerede er steget for meget i kurs. I denne kategori finder man valueselskaber, men flest vækstselskaber.

3) Selskaber, der er i en vendingsfase, er interessante, fordi de bedste selskaber i kategorien ofte kan øge deres omsætning, indtjening og rentabilitet markant. Aktiekursen følger som regel før eller siden med op, efterhånden som selskabets fremgang bliver mere udtalt eller sikker. Kursudsvingene i aktier i denne kategori af selskaber er normalt større end kursudsvingene i andre selskaber. I denne kategori af selskaber findes selskaber, der har oplevet eller oplever midlertidig modvind. Modvinden kan skyldes ændringer i samfundsøkonomien, dårlig ledelse, tilfældigheder eller alle tre årsager.

Ved at bruge disse to solide analysemodeller i kombination opnår vi en god og sikker beslutningsproces og undgår et ensidigt og fastlåst fokus i investeringsprocessen. Investeringsprocessen foregår konstant.

Til toppen af siden
Aktieanalyser mv. på dette website må ikke opfattes som investeringsrådgivning eller en opfordring/anbefaling til at handle værdipapirer. Et forsøg på at imitere porteføljer mv. sker på eget ansvar. Aktieinvestering kan medføre permanent tab af kapital. Analysemodellen tilhører Dansk Finansservice ApS (patentansøgt).